MP2 & MP8 | Mikrofonforforstærker

ELBERG MP2 & MP8

ELBERG MP2 & MP8 er to højopløsende mikrofonforforstærkere, der er ens, hvad angår data, men har henholdsvis 2 og 8 kanaler. Mikrofonforforstærkerne udmærker sig ved ekstrem lav egenstøj og udvidet frekvensområde.


DVD-normen specificerer frekvenser op til 100 kHz (-3 dB), og derfor er ELBERG MP2 & MP8 konstrueret til at behandle signaler fra 2 Hz til 100 kHz (-1 dB).


Der føres stadig en livlig diskussion om, hvorvidt dette brede frekvensområde har nogen virkning, da de færreste kan høre meget over 17 kHz. Nyere undersøgelser viser imidlertid, at vores perception går langt ud over dét. Hos ELT mener vi fuldt og fast, at ELBERG MP2/MP8's brede frekvensområde tydeligt kan mærkes som udpræget klarhed og en afslappet behandling af komplekse signaler og ultrahurtige transienter.

 

Betjening
Hver af kanalerne indeholder en højkvalitets forgyldt drejeomskifter, som sætter forstærkningen i 5 dB-trin fra 20 til 70. Derefter er anbragt en trykknap, som dæmper indgangsniveauet 20 dB, så selv linjesignaler op til +20 dBu kan behandles. Efter en 48 Volt phantom-afbryder indkobler endnu en trykknap et variabelt højpas filter. Frekvensen kan trinløst varieres fra 40 til 270 Hz (-3 dB, ægte 12 dB/oktav). Ved de tre trykknapper viser et LED spidsspændingsmeter udgangsniveauet. Med FINE kan MP2/MP8's forstærkning finjusteres trinløst fra 0 til +6 dB. Endelig kan man med en trykknap vende fasen på udgangen uden de 'brag', dette ofte medfører. Ved hver trykknap er placeret en LED, som giver et hurtigt overblik over MP2/MP8’s indstillinger. På bagpladen er monteret en 3-vejs vippeomskifter, som forbinder chassis til enten Audio Ground, 230 Volt 'jord' eller 'svævende', hvilket giver problemfri montering i racks eller som stand-alone og strømfødning både med og uden 230 Volt 'jord'.

 

Konstruktion
Hver komponent i MP2/MP8 er omhyggeligt udvalgt og afprøvet for at sikre perfekt funktion i 15-20 år, og MP2/MP8 leveres med fuld garanti i fem år. På grund af det brede frekvensområde kan vores foretrukne metode til omskiftning af signaler med FETs (Field Effect Transistor) ikke anvendes i MP2 & MP8, da FETs giver en dårlig dæmpning ved stigende frekvens. I stedet sørger tre state-of-the-art forgyldte relæer - med en levetid på over 300.000 skift - for hver kanal for omskiftningen. Lydsignaler passerer slet ikke gennem nogen trykomskifter, da disses levetid typisk er 5-6.000 skift for audio. Omskifterne leverer styrespænding til relæerne, og da de to poler oven i købet er parallelforbundet, forventer vi en levetid på over 100.000 tryk. Den forgyldte GAIN-omskifter fremstilles af schweiziske ELMA og er med en levetid på 25.000 skift det bedste, som kan opdrives. Alligevel er den nok det første, som kan give problemer. Om 15-20 år altså! De kan så udskiftes, hvis yderligere levetid ønskes. Indgange er balancerede via højkvalitets specialfremstillede transformatorer, udgange elektronisk via et 'transformer-like' kredsløb, som giver samme niveau, uanset om udgangen benyttes balanceret eller ubalanceret. Hvis MP2/MP8 benyttes ubalanceret, skal ben 1 & 3 forbindes og bruges som skærm!

Specifikationer:

Frekvensområde: 

2 Hz til 100 kHz (-1 dB)

Harmonisk forvrængning:

≤0,05% (+20 dBu ud)

Indgangsimpedans:

1,2 kOhm transformatorbalanceret

Udgangsimpedans:

47 Ohm elektronisk balanceret

Støj (EIN):

-129,2 dBA (Rind = 200 Ohm)

-131,2 dBA (Rind = 0 Ohm)

Forstærkning:

0 til 76 dB

Maksimum ud:

+26 dBu i 600 Ohm eller mere

0 dBU = 0,775 V. Alle XLR-stik er forbundet ifølge IEC 268-12 (1=GND, 2=VARM, 3=KOLD).


ELBERG MP2/MP8 overholder fuldt ud (bortset fra frekvensgang, som er bredere) de nordiske radiofoniers normblad N10 (4. udgave). Andre specifikationer efter ønske.

MP2 (øverst til venstre) i funktion i en af DR's redigeringssuiter